Tilbage til oversigten

CNC-simulering giver flere reelle spåntagningstimer

27.03.2020

Okuma klar med program til virtuel indkøring og test af emner, inden de ryger på CNC-maskinerne. Flextek mærker stigende interesse for de nye digitale muligheder

Kør virtuelle test på dine emner, inden du sætter dem i maskinen og begynder at tage spåner.

Det er kernen i programmet 3D Virtual Monitor (3DVM) fra Okuma, der gør det muligt at teste både opspænding, værktøjsbaner, cyklustider og spåntider på computeren, inden bearbejdningen sættes i gang på maskinen. 3DVM softwaren udfører fuld kollisionskontrol i et 3D virtuelt maskin-miljø og alle alarmkoder og fejl i CNC-programmer fremgår på computeren – nøjagtigt som på den fysiske Okuma CNC-maskine.

I Danmark forhandles Okuma og dermed også visualiserings-softwaren af Flextek, som generelt forventer et stigende salg af de digitale løsninger de kommende år.

Stigende interesse
I hvert fald bliver kunderne mere og mere opmærksomme på de digitale løsninger.

– Der begynder at samle sig en interesse om de her systemer. 3D Virtual Monitor giver flere reelle spåntagningstimer på maskinerne, fordi du kan verificere dine programmer virtuelt. Sådan et system er med til at optimere produktionen, siger Flexteks administrerende direktør Peter Jørgensen.

Han oplyser, at Flexteks egne applikationsteknikere i dag bruger 3DVM til indkøring og test af emner for kunderne, men der er også kunder, der allerede nu kører med simuleringen i deres produktion.

– Hvis du skal simulere en proces, så kræver det naturligvis, at du har digitaliserede data om værktøjer og opspændinger, og de data findes i dag, de er blevet tilgængelige, siger Peter Jørgensen.

Overblik og dataopsamling
På den digitale front, som for Okuma har overskriften “Okuma Smart Factory”, er dataopsamling fra maskiner og udstyr naturligvis også et kerneområde.

Det kan ske gennem programmet Connect Plan, som er skabt som en platform, der også gør det muligt at samle data ind fra andre maskinmærker udover Okuma. På Okumas CNC-maskiner er det muligt at opsamle alle data fra maskinen som for eksempel spindel/akse belastning, driftstatus, alarmhistorik og hvert enkelt tastetryk, der foretages på CNC-maskinen.

Mindre nedetid
Ifølge Okuma er systemet ideelt til at øge maskinudnyttelsen og sikre et overblik og en overvågning, der kan føre til smart overvågning og dermed mindre nedetid.

Når først en virksomheds maskiner er koblet op på Connect Plan gennem de respektive maskinstyringer, kan de overvåges og kontrolleres via computer – hvor som helst og når som helst, oplyser Flextek.

Læs artiklen i Jern & Maskinindustrien her